Onsdag den 18. august blev der ifølge DMI sat Danmarksrekord i regn, da det det kraftigste regnvejr i 30 år drev hen over landet. Værst gik det ud over Billund, hvor der faldt imellem 135 og 140 mm regn over byen og dens indbyggere.
Hos Lego i Billund udgør bygningerne tilsammen et areal på ca. 50.000 m², og al vand fra tagene løber via nogle indvendige rør ud i de offentlige kloaker. Når de offentlige rør bliver fyldt, trykkes vandet tilbage gennem rørene og ud igennem riste og lign. Og det var netop hvad der skete i onsdags, da der – alene fra Legos tage – løb ca. 7.000 m³ regnvand ud i kloakkerne i Billund.
På Legos pakkeri blev den 700 m² store produktionshal oversvømmet med næsten 5 cm regnvand, og arbejdet måtte midlertidig indstilles af hensyn til medarbejdernes sikkerhed og produkternes kvalitet. Heldigvis havde medarbejderne ageret hurtigt, så produktionsapparatet, pakker og andre genstande ikke blev ødelagt af vandet.
SSG A/S, der er førende specialist inden for facility- og skadeservice, fik til opgave at løse opgaven med at fjerne det uønskede vand i Legos bygninger, og SSG kontaktede efterfølgende Ajos for at leje professionelt udstyr til løsning af opgaven. Ønsket fra SSG og Lego var, at vi skulle levere pumper til at pumpe regnvand væk fra de offentlige ledninger – og ud på nogle grønne områder – således at der igen blev plads til at vandet fra Legos tage kunne løbe ud i det offentlige ledningsnet.
Ajos satte med det samme et par medarbejdere på opgaven, og i løbet af ganske kort tid fik vores udlejningsassistenter fundet de nødvendige maskiner og anlæg frem, og kl. ca. 17.00 satte vognmanden kurs mod Billund. Med på ladet havde han syv dykpumper, tre generatorer, et par el-tavler og skilte samt ca. ca. 200 m kabel. Desuden medbragte han otte Hoffmannklodser til afspærring af nogle huller i vejen.
Kl. ca. 21.00 havde vores montør løst opgaven vedrørende montage og placering af udstyret, men heldigvis udeblev de store regnmængder i Billund onsdag aften. SSG og Lego har dog valgt at beholde vores maskiner og anlæg, så de står standby til midt i næste uge. Herefter skulle vandstanden i de offentlige ledninger være faldet så meget, at det igen ligner normale forhold.
Faktaboks
- Onsdag blev der i Billund sat Danmarksrekord i regn, da der faldt imellem 135 og 140 mm regn.
- På Lego udgør bygningerne tilsammen et areal på ca. 50.000 m², og tagene opsamlede derfor ca. 7.000 m³ vand, mens det regnede.
- SSG A/S fik til opgave at løse opgaven med at fjerne det uønskede vand i Legos bygninger.
- Ajos leverede syv dykpumper, tre generatorer, otte Hoffmannklodser, et par el-tavler og skilte samt ca. ca. 200 m kabel til løsning af opgaven.
For yderligere information, kontakt venligst
Salgskonsulent Jesper Højrup
Direkte tlf.: 2522 5498 / e-mail: jehp@ajos.dk.

